Barbados here we come!

Jette og jeg ankom til Barbados Nytårsaften til sol og 30 graders varme, men Njord var desværre ikke ankommet endnu. Vi blev hentet af en taxa fra vores Guesthouse, som vi havde bestilt hjemmefra og det var et ok sted. Vi var dog sultne oven på flyveturen, men det var ikke sådan lige at finde et sted vi kunne få noget mad. Vores guesthouse lå alligevel ikke så centralt. Og restauranterne serverede først mad fra kl. 18.30.

Men vi fandt en lokal købmand og her kunne man så rigtig mærke kulturforskellen. Det var en lille beskidt biks, med det mest nødvendige, men det var fint til vores behov. Om aftenen tog vi til St. Lawrence Gap, som ifølge vores "kro mutter", skulle være der man festede om aftenen i gaderne og måske lidt fyrværkeri. Vi spiste på en god mexicansk restaurant, Cafe le Sol, og fik Pina Coladas til 30 kroner. Derefter gik vi ned ad gaden men det var nu ikke det store der skete, og fyrværkeriet var max 3 rakketter. Heldigvis mødte vi kro mutter og de tog os med tilbage, og vi gik istedet ned på den lokale surferbar, og her var der mere festligt. Så der hang vi lidt ud til ved 3-4 tiden og vi havde en god hyggelig aften.

Busserne på Barbados skal virkelig opleves. Det er små minibusser, med høj reaggaemusik i højtalerne og rastachaufører. Det var kun til at blive i godt humør af.

Stedet hed Silver Sands og her blev vi et par dage. Vi fik slappet lidt af og spillet yatzy. Vi havde dog besøg af en frø den første dag og endnu værre, et kæmpe tusindben, som måske var giftigt, den næste dag. Men vi fik jaget begge ud og sov næsten trygt. ;o)

D. 2. Januar fik vi endelig sms fra Njord om, at de nu var ankommet til Barbados. Hele turen var gået godt.

Hanne ville gerne bo lidt sammen med Jette og jeg. Vi fandt et sted tættere på Bridgetown, som hed Caballi Guesthouse. Det var billigere og samtidig meget bedre end det andet sted vi havde boet før. Bounty-stranden lå mindre end 30 meter fra vores hoveddør. Det var helt fantastisk.

Den næste dag tog vi en bus op langs kysten for at se lidt mere af Barbados, Vi havde en dejlig dag og fik set deres sjove små huse og en masse flot strand. Og her er julemanden åbenbart sort. ;o)

D. 4. januar flyttede vi ind på båden. Vi skulle nu bo 6 mennesker på ca. 20 m2, men vi hyggede os og det gik fint.

Vi lå for svaj uden for Bridgetown, ved endnu en bountystrand og det var super fedt, at kunne stå op om morgenen og bare springe i det blå vand. Den ene morgen svømmede jeg helt ind til stranden, gik en tur og svømmede tilbage igen. Det var helt fantastisk at opleve stedet kl. 7-8 stykker om morgenen. Det er her de lokale er ude at motionere, for senere bliver det bare for varmt.

Vi fik handlet lidt ind og gjort os klar til at sejle til St. Lucia. Det var en sejllads på ca. 20 timer og det var ikke den nemmeste sejllads. Men jeg lå i cockpittet sang, og så gik det fint, samtidig med at vi alle hyggede os. Det var dog Claus, Torben og Bo, der måtte dele nattevagten, mens vi andre prøvede at sove. Det gik overraskende fint og selv om jeg var lidt søsyg, blev jeg ikke dårlig og næste dag havde jeg det også lidt bedre, hvis bare jeg sad oppe på båden.

Jeg har vænnet mig til, at det gynger hele tiden. Så jeg bliver kun lidt søsyg, hvis det er rimelig slemt.

St. Lucia

Vi ankom til St. Lucia d. 7. januar og lagde til i Rodney Bay Marina. Her lå vi så i havn i 4-5 dage. Det er praktisk når man er så mange, for så er man ikke afhængig af at blive sejlet ind til land i dingien.

Vi brugte nogle dage på bare at vænne os lidt til stedet og så tog Hanne, Jette, Claus og jeg en tur til Pigeon Island. Det er bare sådan en naturpark med et lille Fort og nogle ruiner med en skøn udsigt, og en lækker strand. Det var en god dag.

I Rodney Bay bruger vi rigtig meget tid i Scuttlebutts. Marina Restauranten, der har swimmingpool, gratis internet og de lækreste Pina Coladas. Så her kan vi bruge mange timer.

Fredag d. 13. var der gadefest lidt nord for Rodney Bay. Det var en meget lokal fest og det var en oplevelse at se folk danse i gaderne og der var små boder med kylling og drikkevarer. Billig rom var en selvfølge.

Så da vi skulle sejle til Marigot Bay næste dag havde vi alle en lille smule tømmermænd. Marigot Bay er en meget smuk dal, hvor der er varmere end de fleste steder på øen. Jette, Claus og jeg tog dog bussen derned og fik dermed set øens hovedstad Castries og også et kæmpe marked. Her virkede alting også meget mere lokalt og fattigt.

Næste dag sejlede vi videre til Sufriere. Her skulle være godt at snorkle og regnskov tæt på, på land. Det var en skøn lille sejltur derned på et par timer med medvind og godt vejr.

16. januar.
Vi tog ind til land for at gå en tur i regnskoven. Vi så et vandfald og en drive-in-vulkan. Vi havde fået Marlon som guide. "Bare kald mig Marlon Brando", sagde Marlon, men det var der nu ikke nogen af os der gjorde. "I love my life", var også en yndet sætning hos Marlon, og det er jo dejligt at vide. Han var en ung rastafyr på ca. 25 år, der levede af at guide folk rundt i regnskoven og klatre op på Piton'en. Så han var i kanon god form, men virkede alligevel lidt som om han havde røget lidt for meget hash. Men han var fin og vi fik både smagt cacaofrugt og han fandt en frisk kokosnød til os og viste, hvordan man skrællede den.

17. januar.
Jette tog videre til Bequa for at besøge en veninde. Hanne og Bo besteg the Petit Piton som er "Vartegnet" på øen. Et meget stejlt bjerg og de nærmest klatrede derop på alle fire. Torben og jeg valgte det sikre og tog ind til byen og handlede. Om eftermiddagen snorklede vi og så nogle flotte fisk.
Den aften tog vi ind til Benny's Restaurant. Han havde vandtaxi-service og kom og hentede os på båden. For det første begyndte det at styrte ned lige da vi skulle afsted. Der var en af gutterne der skulle blive som vagt på båden, mens vi var inde på restauranten. Det var en del af servicen, så man ikke skulle bekymre sig om at blive bestjålet imens man var i byen. Derefter blev vi sat af på en mole, der så temmelig faldefærdig ud, og alle skulle passe på ikke at få fingrene i klemme. Afstigningen skulle afpasses med bølgerne, for der var klipperev vi kunne ramme. Det var mørkt og stemningen var koncentreret og intens. De skulle jo gerne have gæsteren helskindet ind på land. Det var det samme da vi skulle tilbage, men alt gik fint og de var alligevel et godt og rimelig billigt måltid vi fik, selv med deres store anstrengelser. Det var noget af en oplevelse. Utroligt stedet kan løbe rundt.

D. 18. januar sejlede vi tilbage til Rodney Bay Marina for at hente den radio Bo havde bestilt. Det var jo næsten som at komme hjem igen, da det er her vi har været længst tid. Sejlturen var igen latterlig med stik modvind. Jeg blev lidt slap i betrækket af sejlladsen, men det lykkedes mig faktisk at overvinde det og selv om båden stadig gyngede voldsomt, havde jeg det ok, de sidste par timer af turen. Skal dog stadig ikke ned i båden og lave mad e.l. mens vi sejler! :o)

Hanne og jeg havde også besluttet, at vi skulle tage Padi Open Water Dive-kursus her. Vi kunne få det for 450 dollars og få beviset på 4 dage. Vores instruktør hed Donovan og han virkede meget flink. Men allerede den første dag blev vi smidt i havet, hvor det blæste en del og hvor vi ikke kunne bunde, så vi panikkede faktisk lidt begge 2 da vi blev sat til at trække vejret igennem den der regulator, og samtidig skulle dykke ned og lave øvelser med at tage regulatoren (iltmasken) ud af munden og ind igen og tage vand ind i masken og puste ud igen, samtidig med, at man skulle koncentrere sig om ikke at trække vejret gennem næsen og bevæge sig rundt i vandet med alt det der fremmede udstyr på, og regulere lufttrykket i vesten o.s.v. puha!! Det var lige lidt for meget for Janni Due.

Jeg fandt ihvertfald ud af, at JEG ikke skulle dykke nogen steder. Så donovan tog sig lidt af Hanne og dykkede med hende, mens jeg plaskede lidt rundt med udstyret i vandoverfladen. Og det var straks meget bedre. Bare at få lov til at slappe af og vende sig til regulatoren og måden at trække vejret på med kunstig ilt. Men jeg besluttede alligevel, at jeg SAGTENS kunne nøjes med nogle flotte snorkel oplevelser resten af turen i Caribien. Men vi mødte en vældig sød familie fra Holland som vi snakkede med. For ventetid var der rigeligt af på Donovans dykkerkursus.

Næste dag tog vi dog afsted igen. Jeg kunne "nøjes" med at betale 100 dollars og så fik jeg lov til at få et dyk mere uden at skulle lave alle de der øvelser. Vi blev hentet af Donovans båd og Randalf som skipper kl. 8.15. Jeg tror Donovan dukkede op omkring kl. halv 10. Så havde vi bare stået 7 mennesker + nogle medarbejdere og ventet på ham i halvanden time. Men det er HELT normalt. Det er bare sådan det er.

Hanne og jeg blev tilbage og Hanne læste teori og lavede nogen prøver imens hollænderne var ude at dykke. Da de kom tilbage skulle de lige tage deres eksamen og så sejlede vi endelig ud for at dykke lidt. Nu var klokken så også blevet næsten 3. :o) Ja, jeg lærer at være tålmodig.

Vejret har skiftet lidt de sidste par dage. Igår aftes oplevede vi for første gang at vi frøs!!! CHOK!!! Det regner temmelig meget, selv om det normalt skulle være slut med det i januar måned. Og igår aftes tror jeg, det kom helt ned på nogen og tyve grader, så vi frøs lidt!! Ja, man kan vænne sig til meget! haha.

Det er også første gang, at vi har mødt nogen danskere. Der er hele 3 danske både i Rodney Bay disse dage.

Den 21. januar.
Jeg skal se at få denne her hjemmeside op at køre!!

Den 23. januar
Idag har jeg været i Castries, som er hovedstaden på St. Lucia. Det er en fattig "storby" og som alle andre steder vi har set, med nogle mærkværdige butikker, med alt muligt lort. Men jeg fandt dog endelig en butik, der minder lidt om Boots i england og kunne købe nogle praktiske ting til båden. Jeg var derinde med Richard og David som er 2 danskere vi har mødt her i Rodney Bay. Vi fik shoppet og været på marked igen, og så spiste vi på en meget lokal lille restaurant, tæt på et slumkvarter, men det var billigt og god mad, og sjovt at prøve.

Om aftenen havde vi flere gæster i båden. Randalf som er ham som sejler dykkerbåden har Hanne alligevel efterhånden fået snakket en del med og det er sjovt at snakke lidt mere personligt og på lige fod med en lokal. Han spiste med og senere tog jeg så i den lokale biograf med Richard og David. Vi så King Kongs nye version, og selv om forholdene var lidt spartanske, så var det faktisk fint nok. Filmen er dog bare for lang og morsomt plat flere steder, med de stort overdrevne scener. Men det var alligevel en god oplevelse.

Dagen efter sagde vi farvel til Randalf og sejlede videre mod Bequia.

Bequia

Her var vi 3 dage, men fik gået os nogle gode ture og set en hel del af øen.

Her oplevede Hanne og jeg dog, næsten at blive overfaldet på et marked. De er pisse nærgående og det sekund vi trådte ind af døren til "markedshallen" kom de nærmest alle løbende imod os med deres grøntsager og sagde i munden på hinanden: Do you want cucumber!! Do you want to buy mango!! You look gourgeus!! Hello pretty!! How are you, baby!! Come and see my shop. My shop is down here!! Pick me, pick me!!

Hanne fortalte dem på en pæn måde at det salgstrick ikke virkede på europærere, og at de skulle lade os være.. Men det blev han MEGET fornærmet over og de diskuterede lidt om respekt for andre og deres kultur og værdier.. Vi fik ham dog til at falde lidt ned og til sidst købte vi alligevel hans tomater til overpris! :o)

Billederne taler næsten for sig selv.

Tobago Cays

Når mørket falder på, er der ikke så meget man kan lave på en båd. Man skal spare meget på strømmen, så skal man læse må man gøre brug af pandelampen.

Smukt ser det ikke ud, men hvem bekymrer sig om det! Det er jo mørkt!

Det er skønt at kunne bruge en masse tid på at læse og jeg har allerede slugt "Løgnhalsen fra Umbrien" af Bjarne Reuter, og "Hundehoved" af Morten Ramsland. De kan begge varmt anbefales, men især Hundehoved er rigtig god.

Tobago Cays er lige så fantastisk som jeg havde drømt om og ligner noget fra reklamerne. Vandet er helt klart og tyrkis og trods mange flotte strande, det flotteste hidtil.

Det blæser dog lige i overkanten og båden gynger lige rigeligt, her hvor vi ligger for svaj. Vi fik dog snorklet 2 gange idag og selv om revet desværre er dødt mange steder, fik vi set nogle flotte fisk. Det er tragisk som korallerne bliver ødelagt af alle de dumme turister, som ikke kan holde naller og svømmefødder for sig selv. (Vi har dog nu fundet ud af at de flotte koreller, bare var længere ude på havet, men at vi bare ikke kunne komme derud fordi det blæste for meget..øv!)

Imorgen er det d. 3. februar og så sejler vi videre, da de har lovet endnu mere vind, og så ligger vi lidt udsat her.

Som det ofte kan ske når man sejler, er det ikke altid vejret vil som man ønsker. Det blæste temmelig voldsomt, bølgerne var højere end jeg før har oplevet og vi var bange for at have for meget stik modvind. Så til min lettelse, endte vi med at vende om og sejlede istedet til Carriacou.

Carriacou

Vi lå 1 dag ved Hillsbourough og spiste på en af de bedste restauranter vi har været på længe. Maden var fantastisk og tjeneren var smilende og sød. Det er ikke nogen selvfølge hernede. Restauranten hed Callalou, som faktisk er navnet på en lokal grøntsag, der ligner lidt en rababer, men smager som spinat.

Næste dag sejlede vi ud til Sandy Island, som faktisk ligger i bugten lige ud for Hillsborough. Der lå så den største yacht vi har set. Den havde helikopter på taget, mindst 2 speedbåde og 2 vandscootere efter sig. Da vi kiggede ind på stranden var Crew'et ved at sætte et telt op. Vi troede det var løgn. Sandy Island er max. en halv kvadratmeter og her ville den rige russer så holde et lille party for five! De skulle oven i købet have sejlet et steel-band ud specielt til lejligheden. Desværre kunne vi ikke blive til om aftenen og se showet, fordi vi lå lidt udsat i vinden ud for øen. Men det var en skøn lille ø og vi fik snorklet og der var rigtig mange fisk.

Nu ligger vi så på land i Tyrrel Bay og er møre i vores kroppe af det hårde bådsliberi. Da vi pga. vinden ikke kan komme til Tobago og Trinidad, kan vi lige så godt tage båden op og ordne bunden.

Efter 5 dage kunne vi se det smukke resultat og båden kom tilbage i sit rette element.

Vi besluttede at gå ud og spise om aftenen. En halvdårlig madoplevelse, men vi fik dog hørt en steel-drum og set en der dansede og jonglerede med pinde.

På Carracou mødte vi også Lene og Rene. Et dansk par som også sejlede rundt i Caribien. Med dem var vi på Pizzaria. Det var en rigtig italiener der ejede stedet. Så selv om der både var strømsvigt og det vrimlede med store tordenfluer, var det en fantastisk pizza og en rigtig hyggelig aften.

Den sidste dag på Carriacou (12. februar) tog vi os endelig sammen og fik set lidt at øen. Vi fik til nød fat i en lokal bus (det var jo en søndag) og tog op til Anche le Roche som ligger i nordenden af øen. Her er var endnu en fin øde strand, hvor vi fik snorklet og spist vores medbragte frokost. Til sidst fik vi dog selskab af et par køer. Vi gik næsten hele vejen tilbage til byen og på de ca. 5 km, fik vi en rigtig god fornemmelse af hvordan folk boede. Når man går har man netop bedre mulighed for lige at stoppe op og se nogen steder der ligger mere skjult, og det er gerne her de små oaser befinder sig. Denne oase vi fandt hed Round House og var en super hyggelig restaurant. Vi drak dog bare en super lækker passionsfrugt milkshake, og så travede vi videre langs vejkanten ned til byen. Det er en mærkelig blanding af de værste læ/blik-skure, og så de lækreste huse på bjergkanten ud mod vandet. Der er stor forskel på hvad folk bor i.

Dagen endte med en pizza og selv om der var fest i den flydende bar i bugten, valgte vi at tage en stille aften, så vi er friske til at sejle til Grenada imorgen og hente Rasmus.

Så må vi se om det ender med, at jeg sejler med til Isla Margarita eller om jeg tager til Tobago fra Grenada og må forlade Njord for denne gang. Hmm.. Øv..