Til forsiden
Turen til Anholt gik perfekt.
Vi havde god syd østlig vind i Kattegat, som dog tog noget til hen på aftenen. Det gjorde bare at det nyligt monterede Aries vindror virkede mere og mere veloplagt. God start på vores jordomsejling. Ved 02 tiden blæste det omkring 10 m/s og var tiltagende. Alle tanker om at ligge for svaj uden for havnen på Kattegats perle blev hurtigt skyllet væk – sammen med det vand der ind imellem stod ind over båden.
Holland / Rotterdam
Jeg ved ikke om det bare skal være dramatisk at sejle i den Engelske kanal eller om vi blot var lidt uheldige med vores første møde med de store bølger og vindstyrke 5-6 Beaufort.
Båden sejler perfekt i det oprørte hav og havde det ikke været for Hannes søsyge, der tvang hende til at sidde ved roret det meste af vejen fra Ijmuiden til Rotterdam, havde vindroret klaret opgaven fint. Vi slog det til en halv times tid, bare for at teste og det virker perfekt også i 10-12 m/s. Det var først ved indsejlingen til Hoeh Van Holland, den ellers gode sejlads gik lidt i kage. Jeg var for lang tid om at rulle genuaen ind - pga. den kraftige vind måtte jeg tage et spil til hjælp og pludselig var skødet rullet ud af blokken og piskede i vandet ud for cockpittet, i det samme knækkede sjæklen til storsejlet og pludselig havde vi to sejl der hang og blafrede i den høje sø. Selvfølgelig lige ud for verdens største havn med kæmpe containerskibe der konstant farer ud og ind. Ikke nogen særlig rar situation. For at komme over i den rigtige side af indløbet blev vi nødt til at gå tæt bagom et stort skib, som sendte deres hækbølge op over båden, så der løb vand ned i skorstenen til oliefyret. Alt i alt var vi vel lidt pressede, men fandt roligt en sidekanal – hvor man så kan få lidt ro til at tænke over, at være anderledes klar, end derhjemme i sundet. Jeg må vist se om jeg ikke kan lave en prop til skorstenen, for det bliver vel ikke sidste gang Njord stikker bovsprydet ind i en stor bølge.
Vores venlige hollandske nabo og jeg prøver, med trosser at lette persset på den franske krydsfiner katemaran.
D. 28-11-05
De Canariske øer/Gomera
Selv på Gomera kan det åbenbart blive vinter. Gomera er lille ø på størrelse med Bornholm og er en del af de Canariske øer. Vi har for tiden kun lidt over 20 grader om dagen, så vi småfryser lidt og er spændte på at komme afsted imod Cap Verde og mod mere varme. Hele båden er fyldt med proviant, men vi har udsat afrejsen da den tropiske storm DELTA ligger midt ude i Atlanten og hærger. Hvis den så bare ville tage sin sædvanlige bane over til Caribien, ville det være noget man kan regne med. Men det har Delta åbenbart ikke tænkt sig i denne omgang. I skrivende stund er den lige på vej imod de Canariske øer, det er godt nok ikke med samme styrke som ude hvor vandet er varmere, men vi får den ind over os og udsætter vores tur nogle dage. Så alle vores dyrt indkøbte grønsager er ved at blive modne og kan nok ikke holde sig meget længere. Vi køber lidt mere ind så vi er klar til at tage afsted i morgen. Det er ud som om at vinden er ved at gå i NØ og vi er klar.
Så ramte Delta alligevel Gomera. Vi ligger ok i havnen, men 35 m/s er ikke min livret. Hele dagen er gået med at ordne fendere og trosser. Vores sure franske nabo er ikke helt tilfreds med at vi har filet noget af hans plastik maling af hans katemeran med en trosse. Men han synes åbenbart at den er nødvendig, så han siger ikke at den skal flyttes – han er bare sur. Delta går NV om øen og i løbet af dagen drejer vinden fra syd over vest til nord. Der er nogle klipper som giver mere og mere læ i havnen, jo mere den går i nord. Den løjer af i løbet af aftenen. Vi har overlevet og båden har ikke fået en skramme. Lad os så komme afsted.
Afsted imod Kap Verde
Endelig afsted. Den indkøbte autopilot styrer super godt. Den er monteret på vores Aries vindror og krævede lige lidt justeringer, før det fungerede.
Jeg bestilte den billigste autopilot man kunne få på nettet. Normalt er det en autopilot til små både under 5 tons. Men hvis man afmonterer vindfanen på vindroret og erstatter det med autopiloten, kan den styre selv den tungeste båd.
Godt køb!! Autopiloten. Vi sejler for motor og ville alle fire have ødelagt vores skuldre og arme, hvis vi skulle havde styret i de tre dage hvor vi ingen vind havde. I stedet har vi slikket solskin på dækket, mens den mirakuløst styrede for os – kæmpe luksus og ren badeferie.
Det går godt med vores vagter. Vi starter kl. 2000 og har delt natten mellem os. Vi tager så to timer hver og har seks timers søvn. Helt perfekt og det giver ikke underskud. Vi er alle fire friske om dagen, hvor vi ikke tager vores vagter særligt højtideligt. Selvfølgelig holdes der udkig, men det er sjældent vi ser nogle skibe.
Vi sætter den anden genua, så vi sejler med to. Det ser flot ud og giver god fart. 6-7 knob er ikke ualmindeligt. Mon det er Trade vinden der blæser på os?
Kap Verde i sigte. Det skal blive godt at komme i land. Det er fedt at sejle, men det er også godt at komme ind og få smidt ankeret og ligge stille.
Kap Verde
Vi fik så indklareret. To forskellige kontorer, to forskellige steder i byen. Mærkeligt at det ikke kan gøres lidt lettere. Men til gengæld koster det så kun 500 Escudos, ca. 40 kr. Det er jo til at leve med. Men så kommer udgiften til the dingy boys, det er drengene der vil passe på din dingy, når du er på land. Det lyder i første omgang som en ok deal. Men i virkeligheden er det en dingy-mafia, som du bliver nødt til at betale for ikke at ødelægge din dingy. Nyton, er en af the dingy boys og han kom da også sejlende os i møde og han havde sejlet tusinder af sømil med den danske båd Stormy og Svend Bille. Desværre har berømmelsen i Svends bøger nok steget ham til hovedet og vi mistede en tank benzin og en radio som han glemte at aflevere tilbage. Ellers et fantastisk sted. Jeg er sikker på, at om nogle år vil Kap Verde blive det nye Grand Canaria. Super klima hele året rundt og venlige folk.
Båden og besætning er klar til det store kryds over Atlanten, men jeg er nede med feber og kaster op. Club Nautico har vist serveret en dårlig burger for mig. Vi må vente til jeg er oven på igen.
To dage, var jeg nede – er rimeligt frisk nu. Der mangler kun at blive tanket diesel, men hvor svært kan det være?? Ja, det tog så hele dagen. Der kan nemlig kun tankes diesel, når fiskernes ismaskine ikke kører. Og hvis der er en anden båd der skal have vand på, dur ismaskinen og dieselpumpen ikke samtidigt. For ikke at glemme at manden der skal give tilladelse til det hele, jo går hjem to timer midt på dagen for at spise frokost. Klokken blev fem inden vi kom afsted.
Krydset over Atlanten
Det går forrygende, men ikke helt nok vind. Men vi har jo autopiloten. Den har forandret vores liv. Tradevinden begynder at tage fat i vores lille båd ude på det store hav. To genuaer op igen. Vi er gået lidt sydpå for at se om der skulle være mere vind. Den ene dag tager den anden og det virker som om vi bare kan blive ved med at sejle i det uendelige. Ingen skader og humøret har det godt. Hver gang vi smider fiskegrejet ud, fanger vi fisk. Doradoerne er glubske og bider på hvad som helst. Torben har viklet en chipspose rundt om en fiskekrog og haler doradorer ind. Desværre er der orm i de fleste og vi må bare smide dem ud igen. De smager ellers fantastisk, hvis de ikke er for store. Squals skal åbenbart være en del af det at krydse Atlanten. De kommer mest om natten og er svære at se. Som regel der meget vind i dem og der rebes lige så snart alarmen på radaren går. Det er regnbyger, og der er så meget vand i dem at man bliver lige så våd ved at være oppe på båden, som hvis man var hoppet i havet. En god lejlighed til at tage sig et bad på dækket.
Der er sket noget mærkeligt nede i kalmerbæltet. På vejrkortene som jeg får ned på computeren, er der ligesom slået et hul på Stillebæltet ved Ækvator. Det ser ud på isobarene, som om en ny Hurricane er ved at blive født. På satellitbilledet som også kan modtages på kort bølge-radioen, ser det heller ikke for godt ud. Der er mange skyer som laver en lang tunge, der strækker sig op imod vores position. Selv om det ikke burde kunne lade sig gøre, har der alligevel været 4-5 hurricanes uden for sæsonen i år. Havtemperaturen vil ikke ned under de 26 grader, hvor det er umuligt for hurricanes at få energi nok til at udvikle sig og blive farlige. Det startede som et lille uskyldigt lavtryk, men er efter 24 timer blevet opgraderet til hurricanen ZETA. Det ser heldigvis ud som om den bevæger sig nordpå. Men den påvirker alligevel vejret mange hunderede sm rundt om sig og den slår tradevinden ud af kurs. Det regner og vi har kraftig vind fra næsten alle retninger.
Med to døgn tilbage før Barbados håbede vi at Atlanten ville vise sig fra den gode side og føre os over uden skrammer.
Vejret er dårligt. De to genuaer er rebet godt og vi sejler direkte mod nord. Bølgerne har vi ind på tværs og båden ruller kraftigt. Senere på natten retter vinden sig lidt og der kan rulles lidt ud igen på sejlene. På min vagt tidligt på morgenen tror jeg igen på det gode vejr nok skal komme tilbage.
Barbados i sigte og humøret stiger. Forventningerne til at komme i land er store. Vi har været under vejs i 17 døgn. Sms´er vækker de ellers døde mobiltelefoner og der er igen kontakt med omverdenen. Janni og Jette venter os i havnen. Det bliver hyggeligt.
Efter det store kryds over Atlanten, uden kontakt med omverdenen, melder behovet sig for at kunne kommunikere over store afstande. At kunne få fat i andre, hvis det det sorte uheld skulle ramme vores ellers stærke båd. Eller bare et kunne sende en mail til familien. Valget stod mellem en satellittelefon eller en kortbølge radio. også kaldet ssb radio eller short wave. Prisen er nogenlunde den samme i indkøb, men satellittelefonen koster mellem 1-3 doller i minuttet og kortbølge radioen koster 250 doller om året og de kan næsten det samme.
Valget er nemt. Jeg har talt med folk som har fået regninger på 10.000 kr. om måneden, men så har de også brugt telefonen til at hente vejrkort på Internettet som fylder en del. Det ville hurtigt vælte budgettet. Kortbølge radioen er som skabt til det det behov man har for at kommunikere på havet. Man kan komme hurtigt i kontakt med andre både og deltage på forskellige ”vejrnet”. Karsten i Panama kommer hver aften kl. 22.30 utc,på 8182 khz med vejrudsigter til alle de skandinaviske både i Caribien. Der kan man melde ind og få lige netop den vejrudsigt man har brug for. Man kan også hyggesnakke med folk når han er færdig. Der er også Chris Parker på 8104 khz kl. 12.30 utc, som er kl. 08.30 lokal tid. Han er superprof. og giver utroligt præcise vejrmeldinger i hele det Caribiske Bassin. På den nye I-com radio er det også muligt at hente vejr- og satellitkort fra New Orleans Tropical Weather Center ned på computeren. Alt sammen for 250 doller om året, lige noget for vores budget. Ind i mellem kalder der også både ind, der ligger langt ude i Stillehavet. Hvis man som os, også investerer i et modem til radioen, er det også muligt at sende mails, positionsreporter og modtage gribfiles. Gribfiles er vejrinformationer der bliver sendt på mailen for et forudbestemt område. Den kan indeholde vindstyrke, retning, temperaturer og overfladetryk. Radioen er et rigtigt godt redskab, når man er på langfart. Man bliver svær at overraske hvis der er dårligt vejr på vej.
At installere Radioen og pactor modemet er så en videnskab i sig selv, som der åbenbart ikke er nogen standardløsning på. Alle kan sige noget der har fungeret for netop deres båd, for at få det bedst mulige output.
Min installation er efterhånden i orden. Der er modificeret en del, siden jeg bøvlede med at sætte den i, men i det store hele funger den ok nu. Man siger at stålbåde skal have et super output, men det er jeg ikke helt i stand til at afgøre om der er endnu.
Bonaire - Hollandske Antiller
Her på Bonaire har vi for første gang set koraller der ikke er ødelagt og døde. Rasmus og jeg havde et rigtigt godt dyk i går, hvor vi havde fornøjelsen af et se den fantastiske undersøiske verden uden det nedslående syn af døde koraller der ellers har mødt os i Caribien. Dernede er der som en velplejet japansk have, så skrøbelig og sårbar, at bare man rører ved en koral går den i stykker og vil tage ca. 50 år for at vokse ud igen. De gør også alt hvad de kan her på Bonarire for at beskytte koralrevene. Der er f.eks. strengt forbudt at smide ankeret ud hvor man vil. De har i stedet lagt bøjer ud som bådene skal binde sig på.
Panama - Colon / Rio Sagres
Vandet i tanken smager ikke godt. Faktisk fik vi allerede i Holland noget vand i den så alle mistede tørsten. Varmen gør det bestemt ikke bedre. Lidt ærgerligt når watermakeren laver helt rent vand. Indtil nu har vi bare fyldt vand på dunke, som har raslet rundt i båden ude på havet. Et tip fra nogle tyskere fra en kæmpe stor stålbåd www.stahlratte.de sagde at man kunne lave en tynd blanding af cement og male vandtanken indvendigt med substansen. Det skulle tage den grimme smag og lugten skulle også forsvinde. Noget skeptisk er jeg så gået i gang med projektet. På vejen over til Rio Chagres fra Colon, har jeg så lavet vand og det ser ud til at virke. Der er stadig lidt lugt tilbage, men jeg tror det forsvinder når der bliver kørt lidt mere vand igennem systemet.
Alle er trætte af at ligge på the flats i Colon, mellem supertankere og slæbebåde der får båden til at rulle helt vildt. Vi er først sat til transit d. 18 april, så Rio Chagres er et godt sted at tage hen, mens vi venter. Her er jungle til alle sider og grønne papegøjer flyver rundt i den tætte jungle.
Så er vi kommet til New Zealand. Det meste af Stillehavet er krydset og det har været alt besværet værd. Fransk Polynesien, atollerne og cook øerne har været en fantastisk oplevelse. For det meste har vi haft godt vejr, men til tider har det også blæst lidt for meget efter min mening. Heldigvis har vi hele vejen fra Galapagos haft tradevinden i ryggen.
Turen ned fra Tonga til New Zealand er lidt af en gyser. Hele tiden har vi holdt øje med vejr udsigterne. Først da jeg fik læst en bog af Bob McDavitt, som er NZ´s vejr-guru, fik jeg en god fornemmelse hvordan vejr systemerne opfører sig, her down under. Han forklarer grundigt hvordan vejr kortene fra www.Metservice.co.nz skal læses og forklarer om den ugentlige frekvens af højtryk og lavtryk der passerer området imellem New Zealand og Tonga. Uden gamle Bob (også kaldt havenissen) var det ikke gået så let. Vi havde timet vores tur perfekt, så det passede med at vi ramte NZ lige før koldfronterne begyndte svinge ind over landet. Et kort stop på Mirnerva reef, var lige for at se vejret an og så fortsætte syd over.
Samtidigt med at de sydlige breddegrader stiger, falder temperaturen. Natten før vi landede i Bay of Islands på NZ, faldt termometeret helt med til 11 grader. Alt tøj blev fundet frem, men vi frøs alligevel. Efter mere end et år ved ækvator og varme, ramte kulden os som et chok. Men synet at smukke, bakkede New Zealand, var alligevel det, som gjorde mest indtryk i den disede solopgang.
Nu går vi så et El Nino år i møde og det skal blive spændende at se hvordan det kommer til at påvirke os, når vi kommer længere mod vest. De kloge siger at det som regel betyder at i Australien og Indionisien bliver det mere tørt og vindstille. På den anden side at Stillehavet mod øst, kommer der mere regn og det bliver mere blæsende. Vi får se.